Piller mod kolesterol, Har de en bagside?

Piller mod kolesterol forlænger livet ved åreforkalkning og måske også ved hjertesvigt. Men nye tal tyder på, at mange får alvorlige bivirkninger, der kunne være undgået med Q10.

Titusinder af danskere får nu kolesterolsænkende medicin af den type, der kaldes statiner. Patienterne har oftest forkalkede kransårer i hjertet, og statinerne skal beskytte dem mod yderligere åreforkalkning, blodprop og slagtilfælde. De virker, om end i mindre grad, end mange tror.

Giver man dem til hundrede 40-80-årige personer, der er i højrisiko pga. kransåreforkalkning eller sukkersyge, forhindrer man rundt regnet ét tilfælde af enten blodprop i hjertet eller slagtilfælde om året. I løbet af fem år undgår man ca. to dødsfald.

Mange af de behandlede får imidlertid på et tidspunkt hjertesvigt – svækket pumpefunktion af hjertet – fordi åreforkalkningen skader hjertemusklen varigt. De begynder at klage over træthed og tiltagende åndenød. Flere og flere får hjertesvigt.

Er det i den situation risikabelt at tage de kolesterolsænkende piller? Det har man diskuteret. Diskussionen skyldes den måde, medicinen virker på. Den blokerer leverens dannelse af stoffet mevalon-syre, som er udgangspunkt for dannelsen af kolesterol – men også for dannelsen af det livsvigtige Q10! Det er ikke kun blodets kolesterolværdi, der falder. Blodværdierne for Q10 falder samtidig.

Da Q10 er nødvendigt for at vævene kan danne energi, er det let at forestille sig, at en hjertemuskel, som er svækket af hjertesvigt, svækkes endnu mere, når den fratages Q10.

Tilsyneladende går det dog alligevel. Statiner synes at forlænge livet ved hjertesvigt. Ikke fordi de sænker kolesterolet – det er måske ligefrem skadeligt, når man har hjertesvigt –

men fordi statiner har andre virkninger end den kolesterolsænkende.

Bl.a. er de antioxidanter og modvirker inflammation. Desuden fremmer de nydannelsen af blodkar i hjertemusklen. Ingen af delene har noget med kolesterol at gøre.

Måske vinder man på gyngerne – de gunstige virkninger af statinerne – hvad der er tabt på karrusellerne, nemlig det dramatiske tab af Q10. Alligevel er det svært at tro, at dette tab er fuldkommen uskyldigt, især ved hjertesvigt.

Den amerikanske hjertelæge PH Langsjoen er en af dem, der advarer:
– Vi befinder os midt i en epidemi af hjertesvigt, hvis årsager er uklare, skrev han i 2003, og mente, at statiner kunne være en af grundene.

Ved en kongres i Los Angeles i foråret forelagde han tal, der tyder på hidtil oversete bivirkninger. To tredjedele af  51 nyhenviste statinbehandlede patienter klagede over muskelsmerter, mere end 80 % var abnormt trætte, og knap 60 % havde åndenød. Da de ophørte med statin og i stedet fik Q10 (240 mg/dag), blev langt de fleste symptomfrie.

Ved samme kongres viste et lodtrækningsforsøg, at muskelsmerter og træthed forekom hos hver tiende af de statinbehandlede, men forsvandt, når de fik Q10 (100 mg/dag). Nok så væsentligt: Mere end hver anden fik forbedret livskvalitet, og flere fik bedre hjertefunktion.

Piller mod kolesterol forlænger livet, men det er nødvendigt at tage Q10, hvis livskvaliteten skal følge med og gøre det umagen værd at leve længere.

3. august 2005 Fra: Vitalraadet

Referencer:

  1.  Heart Protection Study Collaborative Group. MRC/BHF Heart Protection Study of cholesterol lowering with simvastatin in 20 536 high-risk individuals: A randomised placebo-controlled trial. Lancet 2002;360:7-22.
  2. Langsjoen PH et al. The clinical use of HMG CoA-reductase inhibitors and the associated depletion of coenzyme Q10. A review of animal and human publications. Biofactors. 2003;18(1-4):101-11.
  3. Liao JK. Statin therapy for cardiac hypertrophy and heart failure. J Investig Med. 2004 May;52(4):248-53.
  4. Bandolier. Statins in heart faikure.
  5. Fourth Conference of the international coenzyme Q10 Assoxiation. Los Angeles April 14-17 2005.

Piller mod kolesterol, prøv akupunktur

www.akupunktur-akupunktoer.dk/sygdomme-lidelser/kolesterol-akupunktur/