Øjnene – Irisanalyse
Diagnoseformen Irisanalyse er et godt redskab
Det, som er fantastisk og facinerende ved irisanalysen er, at man kan se de terapeutiske forhindringer, som har hindret kroppen i at arbejde med dens egen selvregulerende mekanisme. Man kan se årsagen til problemet, eller hvorfor det kommer tilbage gang på gang.
Derfor kan man netop behandle årsagen til problemet, frem for at behandle symptomerne. Man kan give en personlig og individuell behandling ifølge personens svagheder og styrker.
Og en meget vigtig ting er, at man kan kontrollere sig selv som behandler og se, om man giver den rigtige behandling.”Irisanalysen afslører ikke en sygdom”
“irisanalyse-ikke-en-sygdom”Den har derimod den fordel, at den kan vise kroppen og mennesket som et hele, og viser de steder, hvor det enkelte menneske har sine svagheder og belastninger.
Irisanalyse tilbyder et unikt perspektiv i denne henseende. Den kan indikere et problem i sin spæde begyndelse, ofte før symptomerne har manifestet sig.
Opsummering:
- Øjnene fungerer som et forlænget nervesystem.
- Iris reflekteres kroppens vævs – tilstand.
- Iris reagerer på kemiske og fysiske forandringer.
- Belastningerne viser sig ofte i iris inden de kommer til udtryk i kroppen.
- Et sundt organ viser sig aldrig i iris, fordi det kun er en reflekszone.
- Ved rigtig behandling kan ændringer i iris tit observeres efter ca. 4 til 6 uger.
Hvad kan man se i en iris?
- Konstitutionel styrke og svaghed.
- Nedarvede svage organer, kirtler og væv
- Relativt indhold af toxiske aflejringer i organer, kirtler og væv.
- Over- og underfunktioner af organer, kirtler og væv.
- Næringsoptagelsen.
- Blodgjenmenstrømningen i kroppens områder.
- Vitamin- og mineralmangler.
- Hvilken terapi og behandling det er hensigtsmæssigt at vælge.
- Om den valgte behandling udrenser kroppen.
- Healingstegn i organer, kirtler og væv.
Hvad er irisanalyse og hvad kan det bruges til?
Irisanalysens historie – ganske kort.
Den første skriftlige omtale af irisanalyse kan spores tilbage til ca. 1670, hvor Theodor Kriege i Dresden, Tyskland, beskriver irisanalysen i sin bog Ciromatica medica.
I den nyere tid er foregangsmændene inden for irisanalyse, først og fremmest den ungarske Dr. Ignatz von Peczely (1826-1911,) som undersøgte mange journaler på sygehusene og sammenlignede dem med patienternes iris.
Samtidig var det også den svenske Nils Liljequist, som udgav sin bog ”Om Ôgondiagnosen” i 1893, vistnok uden at vide, at von Peczely gjorde det samme. I vor tid er det den tyske Dr. Jocef Deck og den dansk/amerikanske Dr. Bernard Jensen, som har været de førende inden for forskning i irisanalysen.
Irisanalyse er baseret på en analyse af øjets regnbuehinde, iris.
Forlængelse af nervesystemet
Øjnenes iris fungerer som en forlængelse af nervesystemet fra hjernen og reagerer ud fra impulser på kemiske og psykiske forandringer i kroppen. Hver del af kroppen står således i forbindelse med øjets iris via nervesystemet. (Dr. Walter Lang – Tyskland, 1953).
I irisanalys kan man således følge og se tilstanden i kropsvævet og organerne, samt analysere områdets struktur, styrke og belastning. Derved kan eventuelle svagheder ses og reguleres ud fra analysen, inden en belastning bliver for lang tid i kroppen.
Irisanalysen kan således være med til at påpege belastninger, også af arvelig art, inden disse bryder ud som sygdom.
Forskellige stadier
Irisanalyse bruges til at kunne skelne imellem forskellige stadier af vævsinflammationer – og betændelser/tilstande, akutte, subakutte, kroniske eller degenerative tilstande. Irisanalysen viser hvor disse er lokaliseret i kroppen. Nedarvede svagheder og deres lokalisering kan også ses.
Det, som er fantastisk og facinerende ved irisanalysen er, at man kan se de terapeutiske forhindringer, som har hindret kroppen i at arbejde med dens egen selvregulerende mekanisme.
Man kan se årsagen til problemet, eller hvorfor det kommer tilbage gang på gang. Derfor kan man netop behandle årsagen til problemet, frem for at behandle symptomerne. Man kan give en personlig og individuell behandling ifølge personens svagheder og styrker.
Og en meget vigtig ting er, at man kan kontrollere sig selv som behandler og se, om man giver den rigtige behandling.
